Spil på aktivitetsdage

Spil med på aktivitetsdage

Det bliver nu muligt at gøre indskud i totalisatoren, når landets væddeløbsbaner om lørdagen afvikler aktivitetsdage. Det meddeler Dansk Hestevæddeløb og Danske Lotteri Spil i dag i en pressemeddelelse.
alt
Det bliver nu muligt at spille i lokale puljer på aktivitetsdagene om lørdagen.

Dansk Hestevæddeløb og Danske Lotteri Spil har i dag udsendt følgende pressemeddelelse:

Spil med på aktivitetsdage

Danske Lotteri Spil og Dansk Hestevæddeløb har indgået aftale om, at landets væddeløbsbaner i en prøveperiode på seks måneder får lov til at afvikle totalisatorspil på aktivitetsdage.

I denne sæson har en række af landets travbaner afviklet aktivitetsdage på lørdage. Disse dage har mødt stor opbakning blandt sportens aktive, men dagene har for mange publikummer manglet et element; totalisatorspil.
Det bliver der nu lavet om på. Efter positiv dialog er Danske Lotteri Spil, som driver hestespillet gennem Dantoto, og Danske Hestevæddeløb blevet enige om, at landets væddeløbsbaner i en prøveperiode får lov til at udbyde totalisatorspil på aktivitetsdagene.
”Rent sportsligt har aktivitetsdagene været en succes, og nu får banerne mulighed for at gøre dagene endnu mere interessante ved at kunne udbyde totalisatorspil,” fortæller den nye direktør i Dansk Hestevæddeløb, Henrik Friis.

Prøveperiode på et halvt år
Dispensationen til at afvikle totalisatorspil på aktivitetsdage er foreløbigt gældende i en prøveperiode på seks måneder.
”Dispensationen giver mulighed for, at banerne kan udbyde vinder- og pladsspil i en lokal pulje. Det vil sige, at puljen kun tæller indskud gjort på selve banen. Det bliver ikke muligt at gøre indskud til løbene på en aktivitetsdag fra en indskudsbod eller via nettet,” fortæller Henrik Friis.
Han er glad for, at det er lykkedes at finde frem til løsning, så banerne kan udbyde spil på disse dage.
”Antallet af aktivitetsdage vil stige allerede i den kommende sæson, og med muligheden for at udbyde totalisatorspil får banerne flere strenge at spille på, når de skal skrue konceptet for den enkelte aktivitetsdag sammen,” siger Henrik Friis.
Ansvaret for totalisatorspillet på aktivitetsdagene vil fortsat ligge hos Danske Lotteri Spil.
”Derfor skal banerne sørge for, at totalisatorspillet lever op til de krav, der stilles til alle andre løbsdage. Det betyder bl.a., at der skal være kompetent operatør på banens totoanlæg, der skal lukkes for spil rettidigt, de rigtige resultater skal godkendes og så må der ikke sælges spil til unge under 18 år,” forklarer Henrik Friis.

Nye provisionssatser
Tilbage i september måtte Danske Lotteri Spil for at følge lovgivningen sætte provisionssatsen for indskud gjort på en dansk bane til udenlandske løb ned fra 21,25 % til 4 %.
For at imødegå det indtægtstab, som denne ændring har medført for banerne, har Danske Lotteri Spil besluttet at hæve procentsatsen på alt spil fra 4 % til 5,3 %.
”Det vil sige, at den enkelte bane på deres løbsdage får 5,3 % i provision af alt spil gjort til både udenlandske løb og løb på andre danske baner,” siger Henrik Friis.
Han fortæller, at provisionen for spil foretaget på en bane til banens egne løb vil fortsat være 21,25 %.
”Derudover vil den nye provisionssats give en positiv påvirkning af banernes momsregnskaber, da de nu får mulighed for at løfte mere af på momsen generelt,” forklarer Henrik Friis.